Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


3O havde modtaget en lang Række af Advarsler mod at vove os derind. Nu gik vi der i den tykkeste Taage. Netop i de samme Dage havde min hjemme- værende Moder en Visit af sin Svoger og min On- kel, Statsraad A. Chr..Manthey, dengang Indrede- partementets Chef. Da han fik høre, at jeg var sluppet ud paa egen Haand, med tvende ligesin- dede Kammerater for at passere dette Gjuv, talte han advarende Ord, om alt, hvad der var at læse i Re- gjeringsforedrag om den nye Røldalsvei, og det med den Virkning, at min Moder ikke fik Sove trygt paa mange Døgn. Hun blev først beroliget, da hun fik Brev fra mig, at jeg var kommen til Hardanger. Den gamle Vei var oppe i selve Passet som et af de almindelige Raak over Fjeldene. Men fremme paa Brynet over Gorsvandet, hvor det bærer ned- over, laa den tildels i Trapper. Saadan maa før 18OO Veien have ligget ned igjennem Lærdal, i Vindhellen og Galderne. Vi vandrede frem, op- tagne af den mærkelige Vei, da med et en Sol- straale brød gjennem Skyerne. Der blev en kort Kamp. Snart var Solen Seierherre. Folgefonnen laa foran i hele sin Længde. Hard- anger hilste os velkommen. Svarede ikke det un- derdeilige Land til sit Ry? Digtere og Malere havde havt Ret. Ingen af os var Sangere. Den Gave var os negtet. Men om vi ikke vandrede med Sang og Strengespil, saa havde vi dog en høi Stemning. Hungersdagene og Saadden var glemt. Nu var vii Bergens Stift, i Hardanger. Allerede fem Aar tid-