Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


29 Saa tog vi 18. Juli om Morgenen Afsked med Røldal og dets forhenværende Klokker. Nede i Bakken stod en Kvæker, som spurgte: «Brødre, hvor har I hvilet Sabbaten over?» Vi følte lidt Samvittighed. Thi egentlig var det jo ikke Hensy- net til Sabbaten, som havde holdt os i Hus. Det slette Veir holdt endnu ved. Men vi mente, at vi alligevel maatte prøve Seljestadgjuvet for at ko111me til Hardangers «tindrende Sommerluft» og kanske fremfor alt til Hardangers duftende Kjødgryder. Vi følte os saa udsultet; vi maatte væk. Røldal bød os intet blivende Sted. Vi ilede opover Haarebrek- kerne. Hvor nu den elegante Chaussée i talrige Slyng fører op mod Høiden, der lagde vi i Vei efter det gamle Raak. Foran os laa det“sidste skillende Fjeld med Seljestadgjuvet. Taagen rullede ned fra Høiderne. Men i det smale Gjuv var det ikke let at komme ud af Raaket, og –saa tykt det end’saa ud, gik vi dog modig videre. Den gamle Vei, den ligger der fremdeles, og det er ikke “saa mange Aar, siden jeg gik den fra Seljestad og op paa Høiden. Men den begyn- der at falde ud, og den bliver snart ufarbar, hvis der ikke gjøres noget for at hindre dens fuldstæn- dige Udglidning. Der burde stelles lidt paa den. Thi et bedre Mindesmærke over Middelalderens norske Veibygnings;kunSt kan ikke paavises i hele Norges Land. “ “ Seljestadgjuvet var et berygtet Veistykke. Det har været udmalet og nærmere beskrevet, og vi