Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


23 Debutanter i Fjeldvandrifig som vi. Derfor van- drede vi paa en Dag til Botnen, som blev den næste Station. Marschen blev en Forberedelse til den paafølgende Fjeldvei. Den gamle Rute tog lige op og stak derpaa bent over Fjeldet. Vi brugte tre eller fire Timer og naa- ede den lille Fjeldgaard, hvor vi fik Logis i en særskilt liden Bygning, der lod til at være bestemt udelukkende for Reisende. Aftensmaden blev denne Dag serveret efter en noget afændret Spiseseddel. Vi var jo nu oppe i Fjeldverdenen. Kreaturerne var hjemme. Vi kunde drikke frisk Melk og spise af den fede Flødegrød, som flød over af Smør. Derhos lovede man os at sætte ud Garn og skaffe os noget fersk Ørret til den følgende Morgen. Under saa gunstige Udsigter havde vi ikke tid- ligere paa denne Vandring gaaet tilsengs nogen Aften. Om Morgenen blev der ganske rigtig bragt os kogt Ørret. Men den var raadden! Vi spiste imidlertid Flødegrødens Rester og drak vor sorte Kaffe. Saa drog vi ud meget tidlig paa Morgenen. Det var mit første Blik paa Høifjeldet. Det var det navnkundige Haukelifje1d, om hvilket vi havde hørt saa meget. “Vi vandrede over Stok og Sten. Rundt om saa vi de Tinder, vi hidtil kun havde kjendt fra Amtskartet. Føreren fortalte os om, hvad det var, vi saa. Han viste os Sessnuten. Men især talte han om de to Pas, vi skulde igjennem. Først var der Krytteldyrskaret og senere Ritteldyr- skaret. Vi avancerede fremover; vi kom igjennem