Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


22 ham, at denne Gang blev der ikke fire Skilling at fortjene. Ogsaa vi blev imponeret. Men vor Vei gik i en anden Retning. Johan Vibe vandrede i trist Stemning ned til Grungedalsvandet, hvor han bag nogle Plankestab- ler satte sig paa Stranden med en selvlavet Fiske- stang, Dens Krog var en bøiet Knappenaal; dens Agn var en Smørblomst. Her maa Fiskene være saa naive, at de bider paa denne Krog, mente han. Desværre havde han ikke Ret. Ingen Fisk lod sig narre. Med slunkne Maver drog vi opover Dalen. Bag de blaanende Fjelde haabede vi at naa vore Ønsker-s forjættede Land, Hardanger. Maaske vi der ogsaa kunde faa Mad, om tre eller fire Dage. I Haukeligrænden var Gugaren som Skydsskifte- sted det selvskrevne Nattekvarter. Vort Sovevæ- reise havde kun en enkelt skidden Seng, saa jeg var noksaa glad, da Loddet bestemte mig til at tilbringe Natten paa Gulvet. Luften derinde var fæl, da alle Vinduer viste sig at være tilspigret. Uvilkaarlig spurgte vi os selv, hvorfor man da over- hovedet havde anbragt Vinduer. Aftensmad og Fro- kost, begge Dele var efter den kjendte Opskrift. Men vi holdt fremdeles ud. ‘Kjække Karer, som ikke gav sigl V Ved Gugaren var som sagt Veiens Ende. Her skulde der tages Fører, og vi fik en saadan for en Pris af 41Z2 Spd. (Kr. 18.00). Dette var den regel- mæssige Betaling for at følge med Hest til Røldal. At klare den hele Vei paa en Dag, var ugjørligt for