21 i Mellem Grungedalsgrændens Gaarde var en enkelt udvalgt til at være Tilsigelsesskifte. Derfra skyd- sedes op til Gugaren, hvor al Kjørevei og Kjærre- vei standsede. Men hvor her var primitivt, ja, lige til usselt! ligefrem fattigt! Disse gamle «Skyds- skiftesteder» havde ikke faste Heste. Skydsskaf- feren skulde blot inden 3 Timer have at tilsige en Hest og skaffe den frem, mod en Godtgjørelse af fire Skilling (tolv Øre eller lidt mere). Skillingen var ikke meget eftertragtet, Skydspligten i denne Form var ikke populær. Men heller ikke skulde det være let at paavise et mindre indhydende Sted end dette. Middagsmaden var kun kolde Poteter og Salt Smør. . Som vi, temmelig slukørede, sad bøiede over denne Anretning, som vi supplerede med vort fra Hjemmet medbragte Brød, hørte vi Hestetrav hen- over Veien. Det kom ovenfra Fje1det, og snart svin- gede en Kjærre ind paa Gaardspladsen. Døren gik op, og en lang Englænder i den traditionelle Klæde- dragt viste sig. Forbauset stirrede han paa os, som vi paa ham. Men inden vi havde fundet An- ledning til at vise ham, at her sad tre ungdomme- lige Gent1emen, som havde lært Engelsk af Over- lærer L. K. Daa, hørte vi ham udbryde: «Jeg reise til Vinje Prestegaard.» Et Øieblik efter sad Mr. Cator i sin Kjærre og rullede mod sit nye Bestem- melsessted. Skydsskafferen stod og glante efter ham, medens det vistnok efterhaanden gik op for
