2O Vi passerede Vinje Kirke. Vor Kreds paa Latin- skolen var allerede ivrige Læsere af «Dølen», og selvfølgelig talte vi her om den originale Digter, som bortkastede det vulgære Navn Osmund Olsen og antog det mere klingende Aasmund Olavssøn Vinje. Vi havde alle seet ham og hørt om ham, og nu stod vi i de Omgivelser, i hvilke han var født og vokset op. Siden er der ved hans Føde- sted Pladsen reist ham en Bautasten med hans Billede. Blandt alle de vekslende Indtryk, jeg har af hans Personlighed, snart vindende, snart bisar, er det mig vanskeligt at sige, hvad jeg den Gang for- stod af ham og hans Digtning. Men endnu kan jeg spørge, om det virkelig er Telemarkens Natur, som begeistrede ham til hans bedste Kvad. Er det ikke snarere Jotunfjeldene, som danner deres Baggrund“? Ialfald jeg havde den Gang læst saa meget, at jeg kjendte den Indskrift, som Sigurd Jarlssøn, nær 7OO Aar tidligere, havde ristet i Vinje Kirke, da han færgede over Vandet for Sverre, sin Faders Bane- mand. Men Kirken var reven, og Indskriften var bragt ud af Landet. Nu er den dog tilbageført. Vi vandrede op ad de lange og dryge Bakker i Smør- klepgrænden og dreiede med Dalens Sving op imod Grungedal. Det Saa ud, som om Fjeldene skulde stanse vor videre Fremtrængen. Men saa aabnede sig det første Gløt. Snart øinede vi Fjeldene, som bag Haukeligrænden laa stengende mod Vest. Kort efter Stod vi ved det Skydsskifte, som vi i vor ubeskri- velige Naivetet havde bestemt til vor Middagsstation.
