Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


19 kvalmt Værelse, rimeligvis med tilspigrede Vinduer. Ligesaa Senge med Skindfælder og gammel Lugt. Men det hjalp ikke. Saa var det nu engang. Saa skulde det være. Vi krøb i Sengene, kneb Næsen l1erm‘etisk til og sov ind. Insektpulver havde vi heldigvis med og havde hurtig strøet det i Mængde ud paa det lidet indhydende Lagen, som dækkede Sengehalmen. Nutidens forvænte Reisende skulde have kastet et Blik paa de Senge, i hvilke vi laa. Næste Morgen var Spiseseddelen den samme. Vi havde mangehaande Fornemmelser af at være rig- tig oppe i Fjeldstuen. Selve dette Udtryk havde vistnok endnu kun undtagelsesvis forekommet “i vor Praxis. Det passer nu heller ikke ganske paa de telemarkske Dale.W Der hvilede dog et afstængt Præg over Landskabet, og midt i Varmen var der noget koldt derved. Det var ikke ganske saadan, jeg havde tænkt mig det poesirige Telemarken. Vi var alle tre Elever af Overlærer Knud Knudsen, og vi havde under hans Paavirkning smagt lidt paa de telemarkske Folkeviser i den Form, hvori Landstad havde givet sine Landsmænd de første Prøver af denne rige Poesi. Men vi havde tænkt os dem med en anden Tilsætning end den sorte Kaffe, den sure Melk og det salte Smør. Telemar- ken forekom mig kold og streng tiltrods for al den Digtekunst, som her laa skjult. Siden har jeg lært at heundre den Naturens vekslende Ynde, som kom- mer frem i Telemarkens Dale. I 1859 saa jeg den ikke rigtig.