16 gangen til Telemarkens Herligheder, var henrykte. Ombord var der nogle Sagførere, som i stærke Ord priste, hvad vi senere skulde faa se. De fortalte os om Fjeldvandringen fra Haukeli og spændte end mere vore Forventninger. Ved Ulefoss gik vi iland. Vi kom ind paa Skyds- skiftet og blev ilde tilmode ved at se det slette Stel, som der var. Men faa Skridt derfra laa Hol- den Jernværk, og dettes Eier, Didrik Cappelen, var gift med min Kusine. Jeg aflagde øieblikkelig min Visit. Fruen var rigtignok fraværende; men hen- des Mand var Saa elskværdig at indbyde os alle tre til at være hans Gjæster. Jeg vendte tilbage og modtoges af mine to Kammerater som en red- dende Engel. Det var noget andet at tilbringe en Eftermiddag og en Natêi den slotslignende Hoved- bygning end nede paa Skiftet. Med nyt Mod kunde vi derfor den følgende Morgen atter lægge i Vei for at naa op til Strengen og der tage den næste Hjuldamper, som i de Dage gik i Rute paa Tele- markens Indsjøer. Atter var Dagen varm, atter bragte den os mange mødige Stunder med dryppende Sved. Gammel- veien var bakket og laa rigtig i Solens Glød. Johan Vibe havde fattet den Idé, at Pinen skulde blive mindre, naar den kunde gjøres kortere. Saa løb han op for alle de bratte Bakker. Men hans Idé slog ikke rigtig an hos os andre to, som ialfald foretrak at løbe ud over Bakkerne, hvis der over- hovedet var Behov for at løbe.
