Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


8 vaie over hans smukke Yacht, som han kom dam- pende ud fra en af de vestlige Fjorde. Han, som vi tre, der sad paa Dovrefjeld, vi dreves dog alle, trods al den Forskjel, som var mellem os, af samme menneskelige Følelse. Vi maatte ud i Naturen. Men friest var de to Geseller. De vidste knap, hvor de skulde søge Hvile for den kommende Nat, og det er i Grunden det, som maa til. Skal jeg granske mit eget Hjerte, saa maa jeg tilstaa, at jeg vel aldrig har nydt en Vandring saa- ledes, som naar jeg gik over Vidden og ikke vidste, under hvilken Sten eller i hvilket Læger jeg for Aftenen skulde indlogere mig. Sligt forhøier altid Nydelsen. . Ingen vil kunne føle dette saa godt som vi Fod- turister af den gamle Art. Til vore Glæder hørte ogsaa den lange 0pmarsch mod Fjeldet, som blev en Forberedelse til Marschen over Vidden og op paa Tinderne. Fremtidens Vandrere faar neppe den Glæde, og de vil tabe paa det. Og dog kjender jeg Strøg, som endnu ikke er revet helt bort fra de gamle Forhold. Endnu kan der vandres over øde Heier, hvor hverken den fine Vogn eller den endnu finere Automobil har fundet Vei. Der staar igjen enkelte Oaser. Undertiden nyder jeg der den Glæde at opfriske blegnende Min- der fra Ungdommens Dage. Men mange er de ikke. Hvis det kan lykkes at faa Lovbestemmelser om Fredning af Naturmærkeligheder eller af historisk betydningsfulde Steder, saa kan vi dog ikke der-