Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


9 med faa beholde de gamle Veie og de gamle Kvar- terer;l Lægrene, som gjennem Aarhundreder var Høifjeldets Hoteller, vil efterhaanden falde sammen ligesom Dyregravene. Selv hvor Fortiden havde sine mest befærdede Landeveie kan det blive vanske- ligt at finde dem op. Den Slægt, som er opvokset med Jernbaner og Telegrafer, – den Slægt, som har levet sig ind i Bevidstheden om, at det ikke er muligt at leve uden hver Dag at faa sin Post, den har vanskeligt for at leve sig ind i Forhold som de, hvorunder vi vandrede omkring iNorge. Og aller- mindst vil de kunne forstaa, at vi tog det som noget ganske naturligt, der ikke kunde være anderledes. Men for os stod Norge som noget uendelig stort, som Landet med de vide Afstande. Dermed er det forbi. Norge kan overfares i Uger, hvor det før tog Maaneder, og hvordan vil det vel blive, naar kanske den endnu levende Slægt kan komme til at skue ud over Norge fra det hurtig farende Luft- skib? Alle de gamle Begreber om Afstand og Tid vil helt forrykkes. ..gj.....