Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/161

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


151 den at tage Ende; det var, som om vi først skulde krabbe os op paa Vassfjærens Top, og det var i Nattens Mørke ikke den lysteligste Udsigt. Solen var1sin Nedgang –nær. Vi saa Hardangerfjorden og Folgefonnen. Men Mørket blev tættere. Saa skulde vi ned. – Det randt mig i Sinde, at jeg havde seet en Teg- ning i «Punch», hvor to unge Englændere over- natter paa Toppen af Mont Blanc. Den ene siger: «Husker Du, at vi lovede hjemme, at vi skulde ligge hver Nat i Uldtæpper.» Omtrent saadan var det med os. V Hvordan vi i Mørket kom ned, ved jeg ikke. Vi krøb ned ad bratte Fjeldvægge, vassede Elve og be- fandt os omsider nede i Skoven, hvor vi efter nogen Søgning fandt en Sti frem til HotelIerne i Ulvik. Kl. 4îZ2 stod vi ved Fjorden og havde da været under- veis i mere end 22 Timer. Af dem havde vi kun hvilet i syv Kvarter. Forøvrigt havde vi uden Afbrydelse været paa Marsch over 2O Timer. I Ulvik var kun en Seng at faa. Ellers var alt optaget. Næste Dag gav vi os atter i Vei. Vi gik til Eide og tog Dampskib til Odda; saa gik det over Røldal til Suldal og videre til Sand; derfra med Dampskib til Stavanger, for saa at tage til Høgsfjord og reise ind og ud Lysetjorden. Som vi roede ud den sidste Fjord, stod der en Mand ved Stranden, som raabte efter vore Rorsfolk. Da de lagde til, spurgte han, hvad vi var for Slags Folk. Skydsen sagde, at det var Reisende, som var ude for sin Fornøielse.