Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/162

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


“ 152 D 1«Underlig Fornøielse det», sagde Manden. “Op- rigtig talt er jeg ikke ganske uenig med ham. Men vi havde udført vor Plan. – W – ï l “ Nu er FlaamSdalen kun nogle TimersɔReise fra HovedStæderne i det østen; som’i det vestenfjeldske Norge. Kulturen bider sig ind i Landet.* Men hver Gang, jeg ovenfra Høiden ved Myrdalen ser ned i DalenS dybe Kløft, mindes jeg “de tre Dage paa Mehus i 1864. – “ Det- bliver efter denne Dag ikke greit at ernære sig her –i Landet for en ærlig Hulder eller en skøier- agtig Nøk. Deres Dage er overalt talte. Jeg tænkte m“ed-Vemod- paa dem, da jeg i September 1909 paa en-Tur i Telemarken en Nat kjørte ned fra-C Møsê vandet til= Rjukan. Det var, som om det sidste nationale Haletrold skyndsomst lagde paa:Sprang opover Maanelibrotene. Jeg sendte i Farten Ven sympatisk Hilsen efter Vedkomn1ende, som vel maa se at; emigrere, om nogen vil skaffe Billet5 Ikke engang et Fotografi- har de ladt efter Sig, til Trøst og Husvalelse for- oS, som engang“mente, at det var dem, Som bød over den norske Natur, og ikke Jernbaneingeniører og Elektroteknikere. -. ’ .–l B -