6 og bevaret sit sørgelige Ry helt tilbage fra Middel- alderen. Vaarstigen var omlagt nogle Aar før jeg begyndte at vandre. Men Dovrerusten var der, og med den Bjørnekleiven, Hjerkinhøen, Risekleivene, Vangsgraven og Birkakerbakkerne. I Valdres har jeg reist Kvamskleiven og andre fæle Bakker. Saa- ledes har jeg tỲ1lgt vore nye Veianlæg næsten fra Begyndelsen af, og jeg kan af Selvsyn vidne om, hvorledes vore Ingeniører har skabt nye Betingelser for Norges materielle Udvikling, først med Veie, siden med Jernbaner. Det er næsten ufatteligt, at en enkelt Slægt har kunnet opleve og gjennemføre saa mange og saa store Forandringer. Noget er dog tabt, medens saa overordentlig meget er vundet. Folkets Umiddelharhed er tildels svun- det, og med den meget af det gamle Liv. Mine første Reiser i Telemarken 1859 og 186O foregik i en Tid, da der endnu levede mange af de gamle Kvinder, der har tjent som Mellemled for de første Samlere af Folkevisernes rige Skat. Endnu bæres i mange Dale de saakaldte Nationaldragter, som siden er aflagt og nu knapt kjendes. Det var en Tid, da det vilde været en let Sag at samle til et Folkemuseum. Havde den Gang nogen forstaaet, hvilken Betydning et saadant Museum kunde faa, da havde i denne Stund Norge eiet en Skat, som maatte været et Forbillede for alle andre Nationer. Nu fik andre komme os i Forkjøbet. Rundt om i Bygderne og midt ind i Hovedstaden havde vi ogsaa Anledning til at se de vandrende
