Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/154

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


144 om Eftermiddagen igjen begyndte Marschen, var det meget hedt. Turen over til Rotsund medtog omtrent 4 Timer og gik mest gjennem“Birkeskov og Myrlænde. Paa Vestsiden var der en noget brat Nedstigning, hvor vi maatte være forsigtige med Hestene. I det klare Veir, vi havde, nød vi fra det høieste af Skaret en herlig Udsigt over Lyngsijelde- nes Toppe,l der viste sig mod Vest. Men dette var dog intet mod det Syn, vi havde nogen Tid efter, da vi roede hen til Havnæs, en halv Mil fra Lens- mandsgaarden, hvor vi kom ned til Rotsund. Mel- lem de høie Fjelde paa Sundets Sider saa vi ved Solnedgang en af Lyngsfjeldenes vakreste Grupper. Midtpartiet dannedes af en uhyre afbrudt Kegle, som paa Toppen bar en stor Snebræ, hvis blaa Isarme hang nedover paa alle Sider; en Snerende gik lige ned i Fjorden; det var den saakaldte «Strube». Paa begge Sider af denne Kjæmpe laa flere mindre Fjeldtinder, ikke saa overvæIdende og imponerende som denne, men endnu mere biZarre. Hver eneste af dem var et Romsda1shorn. Selv i almindelig Dagbelysning vilde dette Syn have været af en gribende Virkning. Men nu forøgedes det end mer ved det glimrende, røde Skjær, som den ned- gaaende Sol kastede over den hele Fjeldrække foran os. Solen selv kunde vi ikke se, men ind ad Hoved- fjorden stod der et rødligt Lyshav, som omgav de fantastiske Fjelde med et forunderligt Lysskjær. I Modsætning til den Straaleglans, som omgav Lyngsfjeldene, befandt vi os selv i et blegt og