Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/153

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


143 ’ femte Fos, tog det en gal Vending, da denne havde et stærkere Fald end de øvrige. Her kom Baaden i en urigtig Stilling og fyldtes halvt med Vand; men øieblikkelig stod den ogsaa paa Grund ved Bredden, saa det meste Vand løb ud. Dette havde været den sidste Fos, og nu havde der været god Anledning til at faa sove; men derpaa kunde vi ikke indlade os i vore vaade Klæder. Imidler- tid var jeg efter den lange Vaagen og den anstræn- gende Marsch over Fjeldet den foregaaende Dag bleven saa udmattet, at jeg ikke lagde stort Merke til, hvad der foregik, før vi Kl. 11 var ved Elvens UdIøb i Reisen1jorden. Men da vi sad ilden hyg- gelige Stue paa Handelsstedet, var med et Træt- heden forsvunden, og da vi igjen over Middag tog fat paa Veien, gik’vi afsted med usvækkede Kræfter. Hernede ved Fjorden var Dalen flad og bred, og det var let at se, hvorledes Elven efterhaanden havde øret op og fremdeles vilde vedblive dermed. Reisenfjorden har en nordlig Retning og er kun ved en smal Landtunge, hvorover vi kunde se de høie Tinder og Jøklerne paa Kaagen, skilt fra det Sund, der danner Lyngsfjordens nordøstlige Ind- løb. FjeIdene i DaIens nedre Ende er“’lave; men høiere oppe kunde vi se de vældige Stenmure, hvor sandsynligvis nu Ole Hol igjen var paa Tilbage- marschen. V Om Natten havde vi fra Høiden seet Dalen fuld af Skodde, som trak ind fra Havet. Om“ Morgenen havde denne steget op langs FjeWldsiderne, og da vi