Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/152

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


142 af de “i Finmarken bosatte Udlændinger, naar de som en Følge af sin Stilling kommer i hyppig Berørelse med Kvænerne, ligesaa hurtig, om ikke hurtigere, lærer disses Sprog end det norske. Kvænerne, der saa ivrig holder paa alt, som de har med fra sit Hjem, havde naturligvis ogsaa be- holdt sine Baade, selv om disse ikke havde været saa hensigtsmæssige for Elvefart, som de er. Det var de samme lange, smale, fladbundede Baade, der saa ofte omtales paa Reiser nedad de store Elve i svensk Lapland, og hvortil man ogsaa ellers finder temmelig lige Sidestykker hist og her i Norge. Vi strakte os begge ud med Benene mod hinan- den og laa saa ganske som i en smal Seng; Gut- ten og Pigen stod i hver sin Ende, forsynede med en lang Stang. Vi havde haabet at faa sove. Men dette Haab blev skuffet, da vi straks fik en Række smaa Strømme eller Fosser at passere. Fa1–ten nedad disse var meget interesSant. Allerede en Stund, før vi kom dem nær, kunde vi høre Duren. Straks vi saa Strømmen, blev Stagerne tagé1 ind, Vi hvis Sted Gutten, der stod i F orstavnen, lagde ud et Par smaa, brede Aarer, hvormed han roede af al Magt forat holde Baaden lige. Den Fart, Baaden skjød, var merkværdig, tiltrods for alle de Stene, som laa i Elven. Bølgerne brusede og larmede om os, men før vi endnu var bleven rigtig vant til dette Spektakel, var vi klar af Strø1nmen, og maatte igjen stage, til vi naaede den næste. En Stund gik dette vel, men da vi kom ud i den fjerde eller