Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/151

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


“ . 141 “ jeg, efterat vi selv ude paa Tunet havde spist lidt af vor egen medbragte Niste, ind i Huset for at se paa dettes Indretning. Der var intet usædvanligt ved denne – Bygningen var efter Bredden delt i tre Rum, det ene var smalt og tjente dels til Entré, dels til Vedskur og Opbevaringssted for forskjellige Sager. Indgangsdøren til dette var paa Husets Lang- side, og omtrent paa Midten af den ene Væg førte en lav Dør ind i Kjøkkenet, hvorfra man igjen kom ind i Daglig- og Soveværelset, hvor nu Familie- faderen sad paa Sengekanten og med elskværdig Ugenerthed iførte sig sine Klæder. Der var Intet at merke til den almindelige Skiddenhed; men Reisen- folket var ogsaa i Regelen velstaaende ved sin Skov- hugst og Tjærebrænding, hvorved de tjente mange Penge. Forøvrig var Reisenhønderne ikke i Rege- len Selveiere, da Størstedelen af Dalens Skove hørte med til det saakaldte Skjervøgods, som eiedes af et InteressentSkab. Paa Bordet laa en Bog; den var kvænsk, og, saavidt jeg kunde se paa de her forekommende Navne, af religiøst Indhold. Men ei alene sin ReligionskundSkah øser de norske Kvæ- ner af Bøger, trykt i Finland; de fik ogsaa sine Aviser fra Helsingfors. Saaledes havde flere Arbeidere i Kvænangen slaaet sig sammen î)m at holde et Blad, der udkommer“i denne By, omendskjønt de naturligvis kunde faa sine Nyheder langt hurtigere gjennem norske Blade. Men dersom der er noget, som Kvænerne holder paa, saa er det deres Sprog. En Følge af denne deres Stridhed var det, at flere