14O hvori vi steg ned; rundt om os ramlede Stene og Jord, saa at vi hvert Øieblik kunde vente selv at gaa med. Der behøvedes ikke mere end et Feil- trin, forat vi skulde styrte ned ad den steile Skraa- ning. Faren gjorde os forsigtige, og vi slap heldig ned i Dalen. Men her mødte vi nye Hindringer i den tætte Underskov, som var endnu mer ufrem- kommelig end ellers. Vi maatte bane os Vei med vore Knive eller ved at bryde de smalere Træstam- mer over. Længe kunde vi ikke have udholdt denne Møie. Men da traf vi med en Gang paa en Sti, fandt snart Gjærder og I–Iøhesjer og drog ikke mange Minuter efter ind paa den lille Gaard Pokta. Da var Klokken 6, tre Timer efterat vi først havde stanset paa Høiden ovenfor. Folkene, som natur- ligvis blev meget forbausede over at se Fremmede paa denne Tid og paa dette Sted, havde netop staaet op og holdt paa med at lave Frokost. Me- dens vi afventede Udfa1det af de Underhandlinger, som Ole Hol paa vore Vegne førte med Folkene, der var Kvæner, fik vi lidt Kaffe,“ som ikke styr- kede os lidet. Vi havde været oppe i 24 Timer og havde endnu ikke paa en lang Tid Udsigt til at faa Hvile. Konen paa Gaarden, som var norsk født, men talte kvænsk, kjendte Ole igjen fra hans Besøg for 13 Aar siden, ja vidste endog nøiagtig, hvor han da havde gaaet Vi fik Løfte om en Baad nedad E1ven til Fjorden, saasnart Sønnen og Datteren i Huset, som skulde skydse os, var fær- dige-med Frok“osten. Medens denne stod paa, gik
