Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/149

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


139 Fremdeles vandrede vi henover de spidse Stene, og smaa hist og her liggende Snefonner, medens baade vor egen, Førerens og Hestenes Træthed til- tog i en betænkelig Grad. Tiden gik, uden at vi saa Tegn til Dalens Nærhed; Klokken blev 12, den blev 1, og endnu kunde vi vandre i mange .Timer, før vi naaede Reisen. Da saa vi pludselig omtrent Kl.t2 en høi Fjeldkjæde lukke Dalen mod Vest, og den mente Ole Hol maatte ligge hinsides Reisen. Vi fik nye Kræfter ved at vide Maalet saa nær og ilede raskt gjennem Dalen, som nu skraanede hur- tig nedad, for med et at ende i en brat Styrtning, hvorover Elven kastede sig som en stor Fos nedi Hoveddalen. Dybt under vore Fødder laa den flade Reisendal gjennemskaaret af en stor Elv, som slyn- gede sig henimellem de vidtstrakte Furumoer, hvor vi kunde se enkelte Gaarde. Paa den anden Side hævede sig et nyt Fjeld, omtrent paa samme Høide, som det hvorpaa vi befandt os, men ikke paa langt nær saa brat. I det hele mindede Dalens Vestside meget om Gudbrandsdalen, medens Østsiden over- alt syntes at bevare den samme vilde Karakter. Ole Hol blev meget fortvilet ved at se dette Svælg, som efter hans Mening ikke skulde –været saa slemt; men han var dog vis paa, at der ogsaa var“en Nedgang for Heste, og en saadan var han ogsaa saa heldig at finde noget søndenfor i en liden Kløft, som skarop fra Hoveddalen. Vi kom ned, men med megen Fare. Hestene maatte drives frem og standsede hvert Øieblik i Rædsel over det Dyb,