Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/148

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


138 ’ mod Syd. Det var som en lang Gade at se igjen- nem, saa lodrette stod Fjeldene, især paa den vestre Side, og tvers over havde den kolde, klamme Skodde lagt sig som et Tag. En lsbræ hang udover Fjeld- væggen og truede med at falde ned i et lidet, kul- sort Vand, der fyldte en Del af Dalbunden. Dens øvrige Del var opfyldt dels af uhyre Klippeblokke, dels af smaa Skiferstene, som laaÎ lagvis ved Siden af l1inanden, skarpe som Knive, og saarede Heste- nes Hove. De stakkars Dyr var nu umaadelig ud- mattet, ligesom vi selv, af den uophørlige Marsch fra Kl. 2, og da Klokken var 1OîZ2, blev det beslut- tet at tage en Hvil paa en halv Times Tid forat faa bedre Kræfter til at overstige det høieste af Passet, som vi nu var lige ved. Vi leirede os ved den søndre Ende af det omtalte lille Vand lige ved en stor Snefonn, som dannede Skarets høieste Punkt. Alt var Kulde, kun Is og Sne omgav os. Et Græs- straa var ei at se, og de stakkels Dyr maatte savne Maden, lige til vi var kommet over Fjeldet. Efter en halv Times Forløb var vi igjen paa Vandring opad Snefonnen og havde snart naaet det høieste Punkt af vor Vei. HerWhavde vi kun ls og Stene –og Sne omkring os; Fjeldvæggene klemte sig truende sammen, og ovenpaa den lodrette Styrt- ning stod den blaa Is. Foran skraanede det sagte nedad, men Bunden bestod fremdeles af de samme utaalelige, spidse Stene, som nu var endnu talrigere end “før. Dalen blev videre, og snart kunde vi atter faa Luft, da det trange Pas laa bag os. “