Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/147

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


W 137 ladt de sidste Birketrær i Navet Vuomi langt bag os og befandt os midt i en Myr. Her gjaldt det Forsigtighed. Thi paa et hængende Haar var den ene Hest, som jeg skulde lede ved Tøilen, sunken tilbunds; den var allerede i lige til Bugen og truede hvert Øieblik med at synke endnu dybere, men blev dog reddet, navnlig ved Oles Anstrengelser. Belærte af den her vundne Erfaring gjorde vi for Eftertiden klogelig en stor Omvei for hver Myr, som vi havde at passere, og slap saaledes, rigtignok med Tab af Tid, for videre Ubehageligheder af den Art. Ogsaa en anden Naturhindring nødte os til at gjøre Omveie, nemlig de store Sandbanker, som opfyldte Dalen, maaske efterladt af en af Fortidens Isbræer, hvoraf vi endnu havde nogle Rester i de smaa Jøkler, som hang ned ad Siderne paa den foranliggende –Fjeldkjæde. Endnu vanskeligere blev Marschen, da vi kom lige op under denne, ved de uhyre løsrevne Stene, som her laa spredte omkring. Saaledes var vi endelig kommet op i Sneregionen igjen. Inde mellem Stenene laa der betydelige Snefonner, som blev større efterhvert som vi nær- mede os Fjeldkjæden med dens pyramideformede Tinder og udoverludende Isbræer. Mod Nord saa vi henover et af de sædvanlige, langstrakte Høi- fjeldslandskaber, men paa Gor venstre Side og lige mod os havde vi svimlende, sorte Fjelde, som syntes at for-byde enhver videre F1:e.mtrængen. Dog, Ole Hol vidste, at der var en Udvei, og snart efter saa vi ogsaa et trangt Pas aabne sig