Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/144

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


p 134 betydelige Bugt, som Kvænangfiorden gjør indenfor Kjeikan. Her –sammenknibes den ellers meget brede Fjord til et smalt Sund for atter at udvide sig inden- for, hvor den sender en Arm mod Sydost og en mod Nordost, der kaldes Sørfjorden og Nordfjor- den. Vi Skulde ro hen til Bunden af den sidste, hvor vor Fører lovede at indfinde sig om nogle Timer. Stolende paa dette Løfte roede vi derhen Kl. 11, men .fik vente til Kl. 2, før han kom, noget hvor- paa vi forresten burde have været belavede før, efter det Kjendskab vi havde til den almindelige Sendrægtighed hos disse Egnes Beboere, naar det ikke netop gjælder Sjøen. Ventetiden tilbragte vi dels paa Stranden udenfor en Gamme, dels inde i en ynkelig Pindebygning, som skulde forestille en Hølade, dels beskjæftigede med at tænke paa vor bedrøvelige Situation, dels med at spise nogle ud- mærkede-Multer, vi fik kjøbt i en Næverskrukke af en blandt Gammens Beboere. Endelig da Klokken blev 2, kom den længe ven- tede, en lang, mager, men kraftig Mand, med to HeSte, en til vort Tøi, og en til os selv, forat vi afvekslende kunde ride paa dem. Tøiet blev læsset paa, medens Ole Hol- fre“mførte sine Forklaringer over Grunden til sin lange Udebliven. Hurtigst muligt satte vi os i Bevægelse, da vi havde tabt Tid nok. Det gik lige bent over Fjeldet, gjennem tæt, frodig Birkeskov, og op kom vi, uagtet Hestene paa mere end et Sted holdt paa at glide ned igjen over Fjeldskrænten. Fra den nøgne Fjeldhøide saa