133 for b1idere Følelser, og da vi skiltes, var han en erklæret Tilbeder af de to. Taarerne forsvandt hurtig, da de sad paa Hesten, og den øvrige Del af Reisen kunde de være uden Frygt for at blive alene paa Kvænangfje1det. Deres glade Ansigter viste den Taknemmelighed, som de ikke kunde ud- trykke i Ord, som var forstaaelige for os. Den Skjæ1m Johan var derimod særdeles stiv i det kvænske Sprog og knyttede oftere forskjellige Sam- taler med Pigerne, saasnart hans kolde Hjerte var lidt optøet. Om Reisen er videre ikke stort at fortælle. Vi befandt os snart igjen oppe i et øde Høifieldsland- skab. Vi hvilte en Stund i en Hytte, som var opført paa Fjeldet, og naaede om Kvelden Kvæn- angens Gruber oppe paa Fjeldet, med den der- værende, væsentlig kvænske Arbeiderkoloni. Et inter- essant Bekjendtskab var her den gamle Stiger, Sakse. Fra Gruberne gik vi den bratte Bakke ned til Kjei- kan ved Kvænangfjorden, hvor vi fik et godt Kvar- ter. Tillige traf vi her Aftale med en Nordmand, Ole Hol, om at føre os til Reisen; hvorhen vor Vandring nu skulde gaa. Den paafølgende Morgen skulde vi skilles fra vor Reisefælle,Bergkandidaten, som nødvendigvis maatte vende tilbage til Kaafjord. Vi stod op Kl. 6, men lik endnu vente en hel Time, før Ole Hol indfandt sig, og da han kom, var det uden- Heste. For det første havde han ikke faaet fat i nogen, og for det andet vilde han “ikke føre dem helt rundt den
