Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/142

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


132 omvendt. Saaledes var der ogsaa denne Dag to Kvænpiger i Veien foruden os. De to Piger hørte hjemme i Kvænangen, hvor deres Forældre, og de selv med, arbeidede i Gruben. De havde nu været over i Kaafjorden om Søndagen for at gjøre Indkjøb paa Værkets Krambod. Der var forskjellige Ting, som de skulde kjøbe, deriblandt ogsaa Rum, og nu bar de alt dette i hver sin Kagg paa Ryggen. De anstrengte sig meget for at holde Følge med os, da de ikke turde tage paa Fjeldet alene. De løb af al sin Kraft og tog stadig Gjen- veie, saa at vi blev høist forbauset ved altid at se dem dukke op. Omsider fandt vi dem siddende paa en Myr og græde sine bitre Taarer; thi nu følte de sine Kræfter svinde, saa de maatte blive igjen. Stigeren, der selv var Kvæn, spurgte dem paa sit Sprog –- thi Pigerne kunde næsten ikke et norsk Ord –, hvad Grunden var til deres Sorg. De lettede da sit Hjerte for ham og fortalte ham sine Anstrengelser og sin Frygt for at være alene paa Fjeldet. Dette syntes vi var for meget, og vi besluttede afvekslende at lade dem faa ride paa vore Heste. Den, som ikke fandt Behag deri, var den Mand, som var med Hestene fra Kaafjorden af, Johan, som hidtil havde havt et udmerket Sæde paa den femte Hest, der bar det lille Tøi, vi havde med, men nu maatte vige Pladsen for den ene af Kvænpigerne. Han havde først meget imod det Galanteri, han nu skulde vise; men paa en eller anden Maade aabnedes hans Hjerte lidt efter lidt