Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/141

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


U 131 til Afreise fra Kaafjorden. Vi skulde denne Gang ikke reise alene; Bergkandidat Haugan“, som agtede sig til Gruherne i Kvænangen, vilde gjøre os Følge, og ligesaa den derværende Overstiger, som havde været paa Besøg i Kaafjorden. Kl. 1O red vi ud af Porten og travede langs Bunden af Kaafjorden, red op ad de merkelige, høie Banker, Som findes der, og drog saa videre hen igjennem MattiSdalen, som skjærer i S ydvest. Vi reiste i Begyndelsen hurtig, da vi havde en Slags Vei, hvortil vi kunde holde os. Men efterat vi havde passeret de to til tre smaa Pladse eller Gaarde, som ligger i Dalen, holdt Veien op“, og vi havde kun en Sti at holde os til. Skoven blev frodigere og frodigere, jo læn- gere vi kom fra menneskelige Boliger; især udmer- kede den sig, som alle Skove paa disse Kanter, ved sin frodige Underskov. Der er en merkværdig Pragt i Naturen her. Rent-tropisk kan Vegetationen se ud paa sine Steder, naar de mægtige Trær i Urskoven er omgivet af frodig Kratskov, næsten uigjennemtrængelig for MenneSker. Herfærdes jo aldrig et Dyr, som skulde kunne spise noget’af denne altfor frodige Plantevækst, og kun sjelden rydder en Nyhygger i disse Skove. Paa Mattisdalen passer dog ikke denne Beskrivelse ganske; thi UnderSkoven var ikke her saa tyk og frodig, Som i andre af de Dale, hvortil vi senere kom, og vi havde jo ogsaa her i Regelen Stien at holde os tiI. Der skulde jo sjelden gaa nogen Uge hen, uden at der passerede Folk gjennem Dalen fra Kaafjord til Kvænangen eller