Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/145

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


135 vi ud igjennem den lange Fjord, omgivet af vilde Fjelde, som paa sin Top bar den merkelige Bræ, der i den lille Jøkelfjord skyder sine Jøk1er lige ned i Havet. Foran os havde vi det behagelige Syn af en Fjeldkjæde, klædt i Sne og Is, som vi nu saa, at vi maatte over; men inden vi kunde naa denne, havde vi at passere en Da1 og en Aasryg. Fra den nøgne Høide, hvorhen vi havde naaet op, bar det hurtig nedad til en rigtig yndig liden Dal, Navet Vuomi, ellers kun betraadt af Finner og Rener. . Som vi drog henad den deilige Græsslette, hvor- paa de frodigste Birketrær stod spredt i yndige Grupper rundt om den lille Elvs Arme, udbrød Ole Hol med ét: «Der er Bjørnenl» og rigtig, henne i en Birke1und stod Skovenes Herre, sort og ube- vægelig. Den vilde ikke gaa tilside, og heller ikke vi, som langsomt rykkede frem og til vor For- skrækkelse saa, at den var fast bestemt paa ikke at vige. Dette var da et merkværdigt Dyr, som ikke vilde røre sig, mente 0le, og saa opdagede vi pludselig, at det, som Ole havde taget for Bam- sen, kun var en Hob sammenfaldne Trær, som var blevet mørke af Raaddenhed, men paa Frastand havde en saa slaaende Lighed med dette Dyr, at det endog kunde skuffe en Østerdøl; thi det var vor Fører. Denne Hændelse vakte Munterhed i vor lille Trop, og vi gjorde Holdt paa en af de mange Øer, hvori Elven deler Dalbunden, for at faa os lidt Mad. Under Maaltidet fik vi interessante