Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/137

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


127 før udmattede Heste blev paa denne Vei endnu mere trætte og kunde ikke holde Skridt med os. Det blev derfor besluttet, at Finnen og Tolken skulde følge dem, medens vi skulde gaa foran for at have alt færdigt, naar de kom efter. Vi gik hur- tig afsted, da vi havde forladt Hestene, og naaede snart Ytterkanten af Næsset, hvorfra vi saa ind i en anden Bugt, aldeles som den vi havde forladt, men der var ikke Spor at se hverken til Menne- sker eller menneskelige Boliger. Paa den anden Side af Fjorden saa vi flere Huse, men i Nærheden af os var der intet at se. Vi speidede forgjæves op i den tætte Løvskov for at opdage en Røg eller Lyden af en Bjelde; nei, intet var at se eller høre uden Løvets Raslen. Vi fik dog se mærkelige Klippeformationer; den lagede Bjergart var pisket af Vandet, saalænge til dens øverste Stykker var brudt af og nu saa aldeles ud Som en i Fjeldet indhuggct Vei; paa høire Haand havde vi Fjorden, medens Klipperne hævede sig omtrent i Mands- høide paa vor venstre Side, som en Fod for den grønne Aas, der hævede sig ovenfor. Mod Syd kunde vi lige overfor os se Elvebakkens hvide Sandhauger, mellem hvilke Altenelven udgyder sig i Fjorden. Paa vor venstre Haand mod Øst gik der en Bugt ind, og bag denne igjen trængte en snæver Dal sig ind igjennem Fjeldet. Mismodige vandrede vi indover langs Stranden. og var næsten kommet til Bunden af Bugten, da vi opdagede en Baad; men desværre heller ikke