Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/136

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


l26 hans Bener omtrent følger den Vei, det behager dem, og aldeles ikke marscherer fort. Derfor ved en Fin aldrig den Tid, som Veien medtager – den Vei, som andre tilbagelægger paa en Dag, bruger han kanske en Uge til. Vi fik høre mange Exemp- ler paa saadanne ravgale Tidsangivelser paa denne vor Vei.“ Saa fulgte atter en Vandring, indtil vi gjorde Holdt for Natten midt i en Myr. Finnen valgte vor Leirp1ads paa en tør Holme i denne, hvor vi ind- rettede os saa godt vi kunde. Vi krøb ind i nogle medbragte Sækker, som dog ikke varmede meget. Vi maatte kjæmpe med sultne Myg og var over- hovedet ikke meget styrket, da vi stod op om Morgenen. Atter forestod der os en lang Dags- marsch, inden vi næste Aften var nede i Bafsbotten ved Altenfjorden. Der var ingen nye Oplevelser af Mærkelighed paa denne Dag. Da vi stod nede ved Fj.orden efter at have steget ned fra Fjeldet, mødtes vi imidlertid af en egen Overraskelse. Hele den indre Bugt var tom for Vand. Det var netop Fjære, og saa maatte der ventes i 6 Timer, inden der kunde flyde en Baad over Bugten. Dette var ikke lovende. Der viste sig dog en Trøst i Ulykken. Her boede nogle Finner, og en af dem fortalte vor Tolk og F in, at der paa den anden Side af et Næs laa nogle Gaarde, hvor vi maaske kunde faa Baad og Folk. Trætte reiste vi os atter og tog fat paa Vandringen langs Stranden over skarpe Stene eller i den bløde Lere; de allerede