125 sig til, naar han skulde forbi Vandene; men selv hvor ingen Renhjord havde passeret, var han dog Mand for at finde Veien. Det var ligesom han havde paa Lugten, hvor vi skulde gaa. Finnens Evne til at finde Veien er ganske mærkværdig. Man vil aldrig, hvor stygt Veiret end kan være, høre om en Fin, som gaar sig væk. Finnen og Benen er skabt for disse Egne; de kunde vist ikke trives udenfor dem. Hvor længe vi holdt paa med denne Marseh, det ved jeg, men hvor lang Vei vi tilbagelagde, det er umuligt at sige. Det eneste, hvorved vi kunde slutte os til, at Afstanden mellem os og Vargsundet voksede, var Seilandsfjeldene, som stedse trak sig længere og længere tilbage i det blaa – men alene med et saadant Hjælpemiddel kan intet med Be- stemthed afgjøres. Klokken var 10, da vi brød op fra det ’Sted, hvor vi havde spist Frokost. Kl. 7 om Aftenen var vi i en Sidedal til Finnens Dal hinsides Fjeldryggen. .Disse Vidder er kanske Europas ødeste Egne; kun to Gange om Aaret kommer Finnerne herover, om Vaaren, naar de vandrer ned til Fjordene eller Øerne med sine Hjorder, og om Høsten, naar de atter følger dem op til Kautokeino og Karasjok. Nu var de nede ved Kysten, men snart skulde de paany op i de indre Fjeldmarker, den lappiske Nations egentlige Hjem, hvor ingen gjør dem Herre- dømmet stridigt. Enkelte var allerede begyndt paa Tilbagemarsehen. Denne tager Tid, da Finnen og
