Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/134

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

124 og Brød. Finnen og Tolken fik sig hver sin Dram. Noget saadant havde den første af dem aldrig smagt før, og den satte ham i et begeistret Lune, saaat han gjerne havde gaaet i Ilden for en til. Da vi havde brudt op, vraltede han glad foran, saalænge der var den mindste Følelse af Cognac igjen i hans Mund, og nynnede sit Folks klagende og sørgelige Melodier. De lappiske Melodier ligner hinanden alle; de bærer Præget af den“ensomme og triste Natur, som har frembragt dem. Naar der synges i denne, gjør de derfor et eiendommeligt, ingenlunde ubehageligt Indtryk. Jeg kalder dem Melodier; thi Lapperne har ingen Sange; det første, det bedste, som falder dem ind, griber de og føier saa disse Ord efter en eller anden Melodi; Finnen kan gaa i timevis og nynne «Jeg er glad, jeg er glad», han gaar da og vralter afsted med nedbøiet Hoved, tilsyneladende uden at lægge Mærke til, hvad der foregaar rundt om ham. -Det var en lang Vandring, vi havde at gjøre, førend vi naaede Finnens saa meget omtalte Dål; Landskabet var paa sine Steder meget kuperet og kunde endog gjøre det vanskeligt for os at komme frem med Hestene; saadanne Steder var dog ikke mange. Som oftest hævede Landet sig umærkeligt mod Øst, og vi var tilsidst, uden at vide det, kom- met op i en Høide af vist 2000 Fod. Det, som var mest til Hinder for vor Fremtrængen, var de utal- lige Vand, som laa strøet rundt om paa Høisletten. Paa mange Steder havde Finnen Benspor at holde