123 om de hævede sig fra det Plateau, hvorpaa vi befandt os. Fjeldenes Styrtning mod Vargsundet er saa brat, at den umulig kan anes ovenpaa Høi- fjeldet. Ved at se dette Landskab følte vi ingen Lyst til at følge vor oprindelige Plan, at skjære ret i Syd mod Komag’fjorden. Det var da bedre at styre lige ind i Landet, for om mulig at naa den af Finnen omtalte Dal, og saa ad denne gaa syd- over til Alten. Den maatte gaa omtrent parallel med den Dal, vi netop havde tilbagelagt, og var efter al Rimelighed fjernet fra os omtrent 1ïj2 Mil. Vistnok havde Finnen ikke gaaet denne Vei før, men han mente nok, han skulde finde den op, naar der kun ikke kom Mørkskodde paa. Derhos havde vi et meget godt Lommekompas, som kunde angive os Retningen, Det blev altsaa besluttet at forandre Kursen fra Syd til Sydost, forat finde Dalen; men før vi slog ind paa den nye Vei, fandt vi det bedst at holde Maaltid, da Klokken allerede var blevet 10, og vi intet havde nydt, fra vi forlod Næverfjorden. Vi leirede os paa Bredden af et af de utallige Vand, hvormed Høisletten var oversaaet, mellem Stenene. Det var slet intet galt Maaltid, “for aat være midt i Finmarkens Fjelde. Vi kunde være vis paa, at et saadant aldrig før var nydt paa disse Steder. Der var vistnok kun kolde Sager i vor Nistetine, men disse var ikke at foragte – vi havde engelske Kjæx, engelsk Ost, Sukker, hermetisk nedlagt Fisk og Kjødsuppe, russiske Oksetunger, Spegepølse, Smør
