Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/132

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


122 Vor Fører følte sig ogsaa øiensynlig lettere, da han kjendte den friske Fjeldluft –- det var en liden Fyr paa noget over 30 Aar, let og livlig, iført Fjeld- finnernes Sommerdragt – den lange blaa Kjortel, den egne, firkantede Lue, med Komager stoppede med Sennegræs, og tæt sammensnørede om Ank- lerne. Ikke et norsk Ord forstod, eller vilde han forstaa; – thi det er ikke umuligt, at han nok kunde lidt mere, end han vilde være bekjendt. Medens vi overskred den omtalte Fjeldryg, havde Finnen opdaget, at jeg var let paa Foden, og lod mig derfor sige, gjennem Tolken, at hvis han og «Barne» fik være alene, skulde vi nok være i Rei- pas næste Middag. Desværre, derpaa var ikke at tænke. Vi maatte følge Hestene, som ikke kom hurtig frem i det uveisomme Terræn. Nogle Steder var det myrlændt, andre Steder hindredes vi af Birkekrattet; her var Dalbunden fyldt med et Vand, saaat vi kun med Forsigtighed kunde komme frem langs Fjeldsiden. Omsider hævede Dalen sig mere og mere og endte tilsidst med en brat og vanskelig Opstigning i et rent Høifjeld, antageligvis en 1000 Fod eller saa over Havets Overflade. Fjeldet var ganske fladt at se til, men tillige nøgent og goldt. Ikke et Græsstraa, kun langstrakte Vidder med Sten, Vand og Sne, hvor kun Benen kunde trives. Langt i Syd skar en Fjeldryg sig i Øst og Vest, ligesom vi kunde skimte nogle lignende henne i det yderste Fjerne. Mod Vest begrænsedes Udsigten af Seilands høie Masser med dets store Bræer, der saa ud, som