128 her var der Tegn til Mennesker at se, og selv om saadanne havde været i Nærheden, vilde vi ikke kunne havt større Nytte af Baaden, da ogsaa her Havet var faldt ud, og vi for at komme til Vandet først maatte.vade over en lang blød Fjære. End- nu et Stykke til gik vi frem, da vi med et fik se en grøn Slette, hvorpaa laa en Del Gammer og Træhuse, og midt mellem disse saa vi en Sjøfins hvide Dragt. Imidlertid, da vi kom ind paa Gaar- den eller Pladsen, hvad man nu skulde kalde den, var Personen forsvunden, og der var ikke et Liv at se; vi lukkede da Døren til et af Husene op, og fandt der et Individ, der lod, som om han vaag- nede ved vor Indtræden, – det var den samme Karl, som nys havde været ude. Han satte et dumt Ansigt op og vilde ikke forstaa noget af, hvad vi sagde, omendskjønt han vist forstod en Del deraf ialfald; ved dette var intet at gjøre, og vi maatte se os om efter en anden, som kunde være os til mere Hjælp. Uagtet jeg altid havde havt Stor Modbydelighed for at træde ind i en Gamme, maatte jeg nu bide i det sure Æble og traadte ind i den Største. Døren var paa Langsiden henimod den ene Ende og ikke af den solideste Beskaffenhed; indenfor var etslags Entré, og her- ifra førte en Dør ind til Værelset. Jeg bankede paa og fik til Svar nogle mig uforstaaelige Ord. Men jeg brød mig ikke om deres Mening, tog dem for en Opfordring til at træde ind og aabnede Dø- ren. Det var et temmelig rummeligt Værelse med
