Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/130

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


12O men at det var meget slemt – vilde vi derimod følge hans Raad, skulde han vise os en vakker Dal bag Fjeldryggen, som bar lige over til Alten. Vi ønskede dog helst at være saa nær Kysten som muligt og foretrak den første Vei. Svend Erikssøn og hans Værtinde, der tillige var Mathias Abrahamssøns Fostermoder, skaffede os en god Middag, og saasnart denne var fortæret, blev vort Tøi spændt paa den ene Hest, medens vi af- vekslende skulde ride paa den anden. Svend fulgte selv med over til Næverfjorden; Veien var ikke interessant, det var en ensformig Dal uden høie Fjelde paa Siderne, med herlig Græsvæxt især i den Del, som laa nærmest Kvalsund. Paa det høieste af Veien var der igjen ren Høifjeldsnatur, uagtet det vistnok ikke var mere end 200 Fod over Havet. En enslig Ren flygtede straks bortved Sy- net af os. Vi naaede Næverfjorden Kl. 4, og fandt et noksaa pent Hus, som Finstad havde opført. Svend forlod os her, og to Timer efter gik vi til- sengs, medens Finnen og Mathias lagde sig paa Gulvet nedenunder og snart efter sov en Søvn, som vi misundte dem. Vi havde havt den Mening, at vi kunde sove lige godt til alle Døgnets Tider, da det altid var lige lyst. Solen var oppe baade Nat og Dag, og vi mente saaledes at kunne lægge os Klokken 6 og staa op Klokken 2 – men det viste sig, at dette kun var en af de almindelige Turist- ideer. Vi kunde ikke kommandere Søvnen. For at fordrive Tiden, indtil denne agtede at indfinde