Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/129

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


119 . “ længer vovede at spænde Buen saa høit, idet han udleverede os Finnen. Denne fulgte Mathias, om han end ikke fremdeles var ganske uden Frygt for Christian Arild, eller vel rettere for os, om hvem denne maa have bibragt ham høist egne Forestil- linger, Han kom dog over til Handelsstedet og gik omsider, bevæget af Mathias’s Overtalelser over til vort Parti – for 6 0rt om Dagen (Kr. 4.80) skulde han følge os til Alten. Seiren var altsaa omsider vunden. Det stod nu kun tilbage at akkordere med Mathias og om Heste. Han skulde have en Spd. om Dagen – etsteds hos en Kvæn i Nærheden fik vi en Hest til 1 Spd. om Dagen, hvorhos Svend overlod os sin Hest til den Pris, vi selv maatte bestemme, naar vi havde brugt den: al denne Beta- ling skulde derhos regnes fra Kl. 9 samme For- middag, skjønt Klokken allerede var blevet 1, før Underhandlingerne var endt. Da Sagen var leden saa langt frem, blev det bestemt, at vi den Dag ikke skulde reise længere end 1 Mil sydover til Næverfjorden, hvor der boede en Skipper Fin- stad fra Lofoten. Hans Hjem betragtedes her som et fjernt, sydligt Land; hos ham skulde vi blive til Klokken 2 næste Morgen og saa drage over en Fjeldryg til Komagfjord, derfra til Lærritsfjord og Korsfjord, derfra til Djupvik og saa til Rafsbotten i Alten. Alle disse Bugter gaar parallele i Øst og Vest og dannes af Vargsundet og Altenfjorden, der gaar næsten i Nord og Syd. Finnen mente, at vi nok kunde passere de mellemliggende Fjeldrygge,