Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/128

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


118 og Kvænerne at gaa, hvilket ogsaa skeede særdeles hurtig for de sidstes Vedkommende, medens den første blev paa Gaarden, til Arild selv reiste, da han fulgte med i dennes Baad. Derpaa vilde han ogsaa fratage os Mathias, da denne skulde være i hans Tjeneste paa en Fiskebaad. Men dette Forsøg mislykkedes. Mathias havde været saa forsigtig at betinge sig, at dette ikke skulde vare længere end til Høaannen, og denne var nu begyndt. Saaledes var der ikke mere at gjøre for Arild. Vi paa vor Side var heller ikke i særdeles godt Humør. Det var nemlig nødvendigt at have en Fin med i Fjeldet, da Mathias ligesaalidt som nogen anden Nordmand eller Kvæn kjendte Veien, ja neppe nogen Fin uden Josef og hans Fader. I det Til- fælde, at han var kommen med, skulde Arilds Broder været vor Tolk. Nu havde vi vistnok en udmærket Tolk, men ingen Fin og stod saaledes ganske raadløse. En anden l-’jeldfin, som netop var kommet ned, blev hentet op og indfandt sig ledsaget af Kone og Søn, men der var ingen Trøst at hente, da han ikke vilde vove sig op iet Fjeld, hvor han ikke havde været før. Denne saa ellers meget brav ud, ja kunde endog et Slags norsk, saa at vi kunde tale lidt med ham, en Konversation, som dog mest indskrænkede sig til: «Hvor gammel er Du?» o. s. v. Det begyndte at se broget ud for os, da endelig Mathias bosluttede, som det sidste Middel, at opsøge Fienden i hans eget Hjem. Han roede over til Arilds Gaard, og de tviste sig snart, at denne ikke