Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/125

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


115 læk; men ved flittigt Brug af Øsekarret holdt vi den over Vandet, indtil vi naaede det Sted, hvor den unge Fin var og slog Hø sammen med et Fruen- timmer, som Skulde være hans Søster. Vi fik da her en lidt større og tættere Baad. Med en rask Nordenvind seilede vi hurtig ned langs Kvaløens nogenlunde flade Vestkyst. Den anden Side af Sun- det, som dannes af Seiland, er høi og steil, og dens Top bærer Norges nordligste Isbræ, 3000 Fod over Havets Overflade. Seiland er en meget vild Ø; men den var dog vakrere at se paa end de langstrakte Høidedrag paa Kvaløen. Landskabet var ikke ganske uden Liv; vi mødte flere Finnebaade, og Samlinger af Finner, som havde leiret sig paa Stranden om en Ild. Et Rensdyr græssede oppe i Lien, altsaa maatte der være kommet Fjeldfinner over paa Øen med sin Hjord, og da vi kort efter seilede forbi en Gamme, kom ogsaa en hel Flok saadanne farende ud, aldeles at se til som Vilde, for at nyde Synet af os. Vi havde seilet vel en halvanden Mil, og Vinden var imidlertid stilnet af. Aarene lagdes ud, og vi dreiede mod Øst ind i Kvalsundet, ind mellem Berritsjur paa Fastlandet og Hammernæsset paa Kvaløen. Det var vanskeligt at komme igjennem, da Strømmen gik stærkt imod os, men vi passerede dog forbi det værste ved Hjælp af Evjen; I en liden Bugt paa Sydsiden, hvis Bredder var begroede med frodigt Græs, laa Handelsstedet Kval- sunds forfaldne Huse, som bar Præget af fordums Velstand. En Brygge, som engang havde været