Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/124

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


114 gror paa Siderne af den Dal, som stikker fra Fjor- den i Syd, giver Stedet et ven1igt Udseende. Fjor- den selv skjærer ind fra Vest mod Øst, men sender Dalen mod Syd over mod den paralelle Akkerfjord, hvorhen der fører et Skar, ikke synderlig høit og let at passere. Veien fra Hammerfest til Akker- fjorden er omtrent tre Fjerdinger lang, men medtog dog noget over to Timer, dels fordi den førte over ubanede Steder, dels paa Grund af den stærke Sol- varme, som mere end en Gang tvang os til at hvile. Vore to Folk var raske og bar uden Vanskelighed vort Tøi. De var begge gamle Spitsbergfarere, lige- som de begge havde været paa Bankfiske. Ved Akkerfiorden, en liden Bugt af Sundet mellem Kvaløen og Seiland, laa der en Gamme. Vor ene Fører gik ind; jeg stak selv Hovedet ind gjennem Døren til dette afskyelige Hul, og saa et væmmeligt Syn – en gammel Fin, aldeles nøgen, samt to fæle Unger. Det er deres almindelige Skik, naar de er inde, at klæde sig ganske af, baade Mænd og Kvin- der. Vor Ven trak iAnledning af detsjeldne Besøg sin Kjortel paa og satte sig halvt overende, for med Værdighed at kunne deltage i de Underhandlinger, som han forudsaa, der nu skulde føres. Den ene af vore Folk talte lappisk og tog vor Sag paa sig; efter en Del Prat frem og tilbage erklærede Gam- meIen, at vi nok kunde tage hans Baad, men da denne var en Fjerding længere nede hos hans Søn, maatte vi didhen benytte en liden toaaret Baad, som han havde hos sig. Den var ikke ganske fri for at være