113 det sig, at Finnerne intet Begreb havde om Tid og Afstand, dels kunde det tænkes muligt, at han ikke vilde rykke ud med al sin Viden af Mistænksomhed og Frygt. Det blev derfor bestemt, at vi først skulde reise til Kvalsund, og der forsøge paany at faa ind- hentet Efterretninger om Landeveien til Rafsbotten i Alten. Vi blev i den Anledning henvist til Be- styreren af Konsul Aagaards Handelssted i Kvalsund, Svend Erikssøn fra Dovre Præstegjæld, og en Per- son, som boede lige ved ham, Christian Arild, Med- lem af Formandskabet og saaledes vel kjendt baade med Nordmænd, Kvæner og Lapper. Ved deres Hjælp haabede vi at faa ryddet enhver Vanskelig- hed af Veien, og saa den videre Reise trøstig imøde. Ved Middagstid den 27de Juli forlod vi for anden Gang Hammerfest, ledsaget af to Mænd, som dels skulde vise os Veien, dels bære vort Tøi, der ikke var meget. Vi havde hver en Randsel, samt en Frak og en fælles Nistetine, hvori der i broderlig Forening laa nedpakket Spegepølse, Tunge, Ost, Sukker, Chokolade og Kjæx. Deraf skulde vi leve underveis til Alte1i. Dette var vistnok ikke mere end, at vi kunde hjulpet os med en Mand, men da det var Planen at faa en Baad fat længere syd hos nogle Finner, maatte vi have to med til at haand- tere denne. Straks vi var kommet udenfor Byens Grund, begyndte Høifjeldskarakteren. Veien gik over en brat Fjeldryg og skar ned til Indrefiorden, et af de faa Steder paa Kvaløen, hvor der er“nogen Vegetation. Den Samling forkrøblede Trær, som 8 – Yngvar Nielsen: Erindringer.
