112 Vi havde til en Begyndelse vort Standkvarter paa Hammerfest. I denne By fandtes intet Hotel. By- fogden, den senere Amtmand i Jarlsberg og Larviks Amt, Hvoslef, tog imidlertig gjæstfrit imod os, lige- som ogsaa Konsul Berger ydede god Bistand ved Forberedelserne til vor Reise. Vi levede paa Ha1n- merfest.behagelige Dage, til hvilke den paafølgende Reise bød mange Modsætninger. Vi fik da en liden Prøve paa de Vanskeligheder, som kan møde en Opdagelsesreisende i ukjendte Lande. Det var vor Plan at reise langs Vestsiden af Kvaløen til Kvalsund og derfra følge Kysten langs Vargsundet til Altenfjorden eller gaa med en Gang tvers over Fjeldet. Alle paa Hammerfest var enige om, at denne Vei aldrig før var gaaet hverken af Nordmænd eller Kvæner; de eneste, som kunde skaffe os Oplysninger, blev da Fjeldfinnerne, og et Par af disse, der netop traf til at være i Byen, blev taget under Examination. Den ene hed Jon Nils- søn Gaup; han var en ægte Typus for en Fjeldfin: skidden og fæl i Skindklæder, hvoraf næsten hvert Haar var væk, med s1naa, rullende Øine, langt uredt Haar, en ægte Vild. Han forstod alene lappisk, og var derfor ledsaget af en Sjøfin, som var Tolk. Jon Gaup var aldeles fortvilet den Tid, Examinationen stod paa, vred sig paa Stolen og skottede uafladelig til Døren, som om han var ræd for at berøveS sin Frihed. Da Døren endelig gik op, var han ikke sen om at komme sig ud igjen. De Efterretninger, vi fik paa den Maade, var ikke sikre; thi dels viste
