Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/111

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


101 for Føden. Af Konen paa Reipas havde han faaet en Saueskrot, som han agtede at byde os i Stegt Tilstand. Selv vilde han, ledsaget af min Fader, forsøge at trække en Laks fra Elven, medens han satte Franskmændene og mig ud paa en Myr for at plukke Multer. Alt gik, som han havde anordnet. Nogle Timer senere sad vi ved en delikat Middag, som fik forøget Værd ved alles Bevidsthed om, at de vel havde fortjent den. Da det hertugelige Taffel ikke var rigelig udstyret med Service, maatte dette udfyldes ved Laan hos Gaardens Folk af tarvelige Knive og Gafler. A Baade Hertugen og Honeywood holdt af Norge, med dets Samfundsformer. «I Skotland har jeg en Tjener paa hver Finger. Men her er jeg saa glad, fordi jeg kan børste mine Klæder selv», hørte jeg engang Hertugen udbryde. 0veralt havde han Ven- ner. Jeg mødte ham en Aften iTrondhjem: «Jeg skal hen til Styrmand Andersen og drikke The,» sagde han. Andersen var den Gang Styrmand paa «Nordkap» og traadte senere ind i Toldvæsenet, hvor han tilsidst blev Toldinspektør i Christiansund. Hertugen var en godhjertet Mand. Der hørtes flere Beretninger derom. En yngre Samtidig af mig ved Universitetet var en Søn af Lensmand Ruth i Kautokeino, som var blevet myrdet under de bekjendte Uroligheder mellem Finnerne. Det var smaat for de Efterlevende. Men Hertugen paatog sig Udgifterne ved Sønnens Op- dragelse og Studier. Den unge Ruth blev senere