Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/101

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


91 Der taltes om, at en Prinsesse havde kastet sine Øine paa den vakre unge Nordlænding med den statelige Skikkelse. Hvis deri var nogen Sandhed, maa Prinsessen antagelig have været Louise Augusta. Ofte hørte jeg den ældre Tengmann spørge ham: «Du WesterWaldt, hvordan var det nu egentlig med Dig og den Prinsessen?» en Insinuation, som den anden altid afviste i Vrede. I 1808 eller 1809 blev han Maanedsløitnant og sendtes til den franske Flaade paa Schelden. Fra denne kom han først hjem i 1815 – nogle sagde, at han i Mellemtiden havde været i Prisonen i Eng- land. Men i 1815 havde hans gamle Kadetkamerater taget Sin Examen og var udnævnt til virkelige Løit- nanter. WesterWaldt vilde derved, selv om han nu tog Officers-Examen, være kommet et Aar efter de andre i Anciennetet, og det fandt han under sin Værdighed. I det Sted drog han til Lofoten, hvor han slog sig ned hos Faderen. Han fik en Gaard og levede der ganske alene. Aarene gik, og Wester- Waldt blev ældre og fattigere, medens han levede forglemt. Kun en eneste Gang blev han erindret. Fra Napoleon III modtog han St. Helena-Medaljen til Vidnesbyrd om, at han havde “tjent den store Keiser. Paa den satte han stor Pris. Hans Kame- rater havde ikke kunnet faa den. Saa var det i 1861. I Nordlandsruten, mellem Trondhjem og Hammerfest, gik den Sommer det vakre Hjuldampskib «Christiania», og Westerwaldt reiste ned til Balstad for at se det. Med faste Skridt