92 gik han op ad Skibstrappen. Saa stillede han sig agterud og mønstrede Skibet. Paa Hovedet havde han en Hat, han havde kjøbt i 1848 paa en Ank- tion; paa Frakken Skinnede St. Helena-Medaljen. Høire Arm havde han indstukket paa Brystet, og saa kastede han et Blik udover Passagererne, som maatte forklare dem, at om det ikke var Napoleon, saa var det ialfald hans Løitnant, som stod paa «ChriStianias» Dæk. Han blev skjøn i det Øieblik. Minderne fra de franske Linieskibe «le Poultousc» og «le DantZic» lyste op i ham og blev levende paa ny. Han kunde med Stolthed pege paa sin Medalje. For os andre var det en 0pvisning af Napoleons- legendens Magt. Det var en Kriger, som havde raabt «Vive 1’Empereur!» for selve Napoleon og endnu hørte Leveraabene i sit Ø1’e. I Grunden skulde jo ikke Hatten fra 1848 og St. Helena-Medaljen rigtig passe sammen. Men Modsætningen svandt bort. I Øiet luede den samme Gnist af Begeistring, som havde kaldt Napoleons Krigere til Seier. Napoleons Løitnant gik atter ned ad Trappen og roede hjem i sin lille Baad. Efter femti Aar havde han paany d1;ømt om sin Ungdom. Efter 1861 gik det stadig nedad med Westerwaldt. Det lille Hus, hvori han boede, blæste en Nat ned. Hans Venner byggede ham et nyt. Men Napoleons Løitnant var stolt. Forinden dette kunde ske, maatte de ansøge om Tilladelse til at opsætte et Hus paa hans Grund, mod at han til Gjengjæld Skulde have Ret til at benytte det, saalænge han 1evede.
Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/102
Utseende