tælle mig en enkelt dag af dit liv, alt det, du har tænkt og følt en eneste dag i dit liv f. ex. idag — det vilde ikke falde dig ind at gjøre det.
Aa gud, nej! Det vilde jeg ikke for nogen pris i verden.
Nej se der kan du se. Og det er fordi vi ikke lever sammen. For da vilde alle skranker falde, da vilde du aabne dig helt for mig, da, men ogsaa kun da vilde vi engang komme did, at vi blev fuldt gjennemsigtige for hverandre. — Og som Bjørnson siger: »Gives der lykke paa jorden, saa er det det: at tages tanke for tanke over, i en uendelig forstaaelse«. — Ser du, den lykke, den eneste lykke, som gives paa jorden, den kan vi altsaa ikke naa uden at leve sammen.
Ja, det er ganske sandt, det du siger; jeg forstaar det. Men (trækker paa skuldrene) jeg tør nu altsaa engang ikke.
Og tænk dig saa: jeg med den hele levende forstaaelse af dig; og du med den hele levende forstaaelse af mig — hyormeget rigere vilde vi ikke hver for sig vandre ud i livet blandt de andre! og tænk, om de andre, som vi mødte, hver for sig havde gjort det samme! Hvad vilde ikke
