de da kunde bli for os og vi for dem? Aa du store gud! hver dag som gik vilde vi fyldes med livets ædleste indhold; mens nu — — — Naa ja herregud, det er desværre ikke saa; de andre forstaar jo ikke dette. Men vi, vi, som har forstaaelsen, vi skulde ikke gribe den lille del af lykken, som vi kan naa?! Det vilde jo være vanvid.
Jeg tør det nu engang ikke.
Og det siger du saan hen i vejret! — Forstaar du, hvad det vil sige, at du ikke tør?
Aa ja, det vil ikke si saa stort i dette tilfælde.
Ikke det?
Nej, herregud, forstaar du ikke det: havde det været dig, jeg elsked, saa... det havde været noget ganske andet. Da havde jeg nok turdet.
Saa?
Ja havde »han« staat her foran mig som nu du og sagt: gi dig hen — ved gud, jeg havde gjort det.
A, mon du havde turdet alligevel?
