Reisen frem til en Embedseksamen eller til en højere Almendannelse, at uden Rigsmaalet kunde det ikke ha gaat. Alle i samme Sprog, som har gjort samme Rejse, er nødsagede til at si det samme.
Men sæt nu, at det var sant, at Bonden kom længer i Udvikling, om Dialekten fik bære ham hele Vejen; — gav saa det et Vederlag for, hvad vi andre tapte paa at miste vort Kulturmaal? Tør nogen med dannet Forstand staa frem og si sligt? Bønderne kan da aldrig yde Vederlag for de højere Læreanstalter, for Gymnasierne, Akademierne, Universitetet; de kan umulig sætte sig isteden for Folkets høieste Viden, dets Almendannelse og Kunst? For det ved vi da alle, at med Kulturens Sprogform tapte disse mere end sit dyrebareste Værktøi; de tapte Stykker af sin Sjæl. Jo høiere op, jo mere intimt omslutter Sprogudtrykket, tilsist er det saa aldeles ét med Tanken og Væremaaden, at skjærer du i det ene, saa skjærer du i det andre.
Nu er det dem, som indrømmer dette. De siger med Ærbødighed, at Nationens Aandsmagt og dens ledende Ævne vil de ikke minke. Men, lægger de til: Bønderne kan jo føre sit Liv for sig. Ja, det er dem, der er gaat saa vidt, at de har foreslaat, at Læreseminarierne skal lægges ud paa Landet i en god Maalbygd, saa Eleverne aldrig hørte et Ord Kulturmaal! Forslaget minder om Maupertuis’ Plan med at faa Latinen til et levende Sprog igjæn, — hvad Voltaire saa fornøielig spottet.
For Vildfarelser! Hvad blev det saa af den norske Bonde? Alt nu har den danske et stort
