Bønderne derborte har sine Dialekter, deres egne bestemte Sprogformer; de er altsaa ikke noget, de først skal faa. Antagelig skyder det bedre Fart med Oplysningen i disse Sprogformer nu, saalænge Maalstræverne er saa ivrige. Men skal de helt frem, da maa de ind i Kulturens høiere Sprogform; thi der venter nye Begreber paa dem med sine nye Ord og Vendinger. Her gives intet udenom; her er ikke særskilte Naturlove for Norge. Saa sikkert som at Jyden ikke blir en dannet dansk Mand uden i dansk Sprog, Gascogneren ingen dannet fransk, uden i fransk Sprog, Northamtonbonden ingen dannet engelsk uden i engelsk, Bayreren ingen dannet Tysker uden i høitysk Sprog o.s.v. o.s v., ligesaa sikkert er det, at Hardangeren blir ingen dannet norsk Mand uden i det norske Rigsmaal. Bondesproget har Bondebegrænsningen i sig; vil de udover den, maa de op i den høiere Sprogform. Og vil de ha dens Kundskab uden at ha dens Aand, blir de Udlændinger midt i Norge. Vi har endel slige Byttinger; vi bør neppe lægge an paa at ale dem. Først Kulturens Sprogform gir hel og fuld Ejendomsret i vort aandelige norske Rige. Jeg kjænder en Række Bondehjem i Norge af de beste. Overalt har jeg gjort samme Erfaring, som andre med mig, at i de Hjæm, der Rigsmaalet ikke har naad frem, rækker Dannelsen bare til en viss Højde; men er Højden overskredet, saa har ogsaa Rigsmaalet trængt ind. Videre har jeg en Række Vidnesbyrd af dem, som selv har gjort
