af jævnt Arbeide. Eller saa mange Raringer, saa mange af Familien «Skrull». Dette midt i et Samfund, der Folk til Dagligdags er saa sundt, saa gløgt og rimeligt. Er det ikke, som her var to? Og er det ikke den mest urolige Del af det, Vestlændingerne nemlig, som ogsaa især er vore Maalstræver-Romantikere? De har sine Dialekter, vakre, fyndige Maal; men det er dem ikke nok, de vil ha dem frem til Rigsmaal for os andre, og det med Lovtvang.
Efter i fire Hundreaar at ha arbeidet det ind, det, vi har, skal vi til at arbeide det ud igjen!
Dersom det enda bare gjaldt en Sprogform. Men alt det, vi har naad som tænkende Menighed, er jo i Sproget. Hver den, som vokser frem i Sprogformens Rytme og Musik, ved dens Ord og sindrige Bygning, til dens Ynde og Aandsmagt, er selv nærmere til, har selv lettere for. Kaster vi Kulturens Sprogform overbord, følger flere Hundreaars Indøvelse med. Vi lider kanske Tab, større end noget vi hidtil har lidt. Og det skulde vi frivillig ta paa os.
Hvorfor? Jo, vi faar Vederlag! To Slags Vederlag. Først det, som Bønderne (altsaa især Vestlandsbønderne) gir os. Det bestaar deri, at de selv kommer bedre med. Det andet bestaar deri, at vi Andre blir saa meget norskere paa det end vi nu er; ti Bøndernes Sprogformer stammer direkte fra vort gamle Maal.
Lad os veje disse to Løfter! Men hvert for sig.
