fra Folkedybet hadde været i Ulage eller endog afbrudt. Kraftig Aandsvækst kan ikke sive op af en Folkegrund, som intet gir. Saa vidt jeg ved, har heller intet andet Folk forholdsvis saa mange Bondesønner, som selv har arbeidet sig frem ved Universitetet, i Videnskab, i Teknik, i Handel, i Literatur og Kunst, som det norske. Følgelig har Rigsmaalet ikke staat ivejen. Tvertom: at arbeide sig op i en høiere Sprogform gir dygtige Tilskud til Ævnerne.
Men nu er der Folk i alle Lande, som sent kan slippe det gamle. De kan ikke glæde sig ved det, de har, fordi de hænger ved det, de kunde ha hat. Jeg tror, vi har flere af den Sort Romantikere, end andre Folk. Det kommer af vor Vanskjæbne at være saalænge sat udenfor. Ti her ligger det Folketab, som kanske er det største vi har havt. Vi blev afsat paa Verdensmarkedet ved Hansa’n; vi tabte vor Handel og Sjøfart, vort frugtbare Samkvæm. Og saa kom «Svartedauen» til. Vi sad snart paa Kaar, som i alle Maader blev Armodens. Vi gjorde det i Hundrer af Aar. Hos et ævnerigt Folk blir altfor mange Grublere og Drømmere paa sligt. Ligesom Drankerne bygger de sig et lykkeligere Liv ovenover det, de selv tusler om i. Aldrig har et Folk paa vor nordlige Breddegrad hat flere Opfindelser til ingen Verdens Nytte, aldrig flere Projektmakere, eller saa mange, som, straks Lykken er med, spekulerer over Ævne, Eller som lever af Vaagespil ved Fiskeri og Tømmerflødning og Handel og Udvandring — istedenfor
