fuldt var det for os et Tab. Om det kan lignes med det senere Tab af Provinserne og Øerne er en Skjønssag.
Bare Tab var det vel ikke. Vi fik da et Rigsmaal, d. v. s. et fast Vilkaar for aandeligt Samarbeide, en Vej ind til Byerne og Dalerne udenifra, som vel kunde trænges. I Tidens Fylde fik vi paa den Vei vor store Digter og Tænker, Ludvig Holberg. Han og hans Følge revolutionerte Sindene, saa langt de rak frem. De opdrog derved den Slægt, som skulde opleve den store Verdensomvæltning i Slutten af det attende Hundreaar og selv skabe norsk Frihed i Begyndelsen af det nittende. Vore Odelsbønder gav Vilkaaret for, at dette kunde ske; de hadde lagt Grundmuren. Men at Bygningen overhovedet kunde rejses, det skyldes Rigsmaalets Oplysning og Mænd.
Saa bare Tab gav det ikke.
Hvad det senere har skabt, — ja, det er saa meget, at kan det nogensinde siges, at et Tab er gjort om til Vinding, saa er det vel her. I Oplysning, i Frisind, i folkelig Æresfølelse og i Aandsmagt er vi vistnok ikke de første; men blandt de første er vi komne, eller holder vi paa at komme. Vi, som bare for hundre Aar siden var Folkenes Askepot. Fremgangen og fremfor alt vor unge Videnskab, vor ny Digtning har hat skjøn Kunst ifølge, og alle tre har de gjort Landet kjænt længer ud og dybere ned end det tilforn har været. Herfor skylder vi de Danskes Tilskud stor Tak. Men det hadde været aldeles umuligt, hvis Ledningen neden-
